Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan jeg kom til at interessere mig for spiritualitet. Sandheden er vel, at jeg altid har interesseret mig for spiritualitet, men at det ikke var så nemt at finde stof til at mætte denne interesse. Engang. Nu er det heldigvis helt anderledes, for den spirituelle verden er i dag et helt centralt element i mit liv.
Min historie begynder i et grundtvigiansk lærerhjem i Thy. Mine forældre var, som danskere er flest; ikke specielt religiøse eller spirituelle, men vi gik da i kirke til jul, og min søster og jeg blev også både døbt og konfirmeret. Jeg havde, fra helt lille af, en stor nysgerrighed over for alle livets mysterier og store spørgsmål. Jeg stillede mange eksistentielle spørgsmål til mine forældre og lærere, men blev ofte skuffet over de svar, jeg fik. Kombinationen af kristne og naturvidenskabelige forklaringer virkede ikke logisk for mig. Der måtte være mere mellem den kristne himmel og den darwinistiske jord.
Da jeg var 10 år, skete noget skelsættende i min familie. Et familiemedlem forsvandt i udlandet, og nogen fandt på at bruge en clairvoyant i eftersøgningen. Da min mor var god til engelsk, fik hun til opgave at oversætte clairvoyancen, hvilket gav mig mulighed for at lytte med. Jeg havde aldrig hørt om clairvoyance før, men det fangede straks min interesse. Det virkede fuldstændig naturligt for mig, at det var muligt at sidde i Danmark og få billeder ind på nethinden af en begivenhed på den anden side af jorden. Min indre verden eksploderede af muligheder. Hvis dette er muligt, så må man jo også kunne finde ting, der er blevet væk, opklare forbrydelser og måske få svar på nogle af verdens gåder…
Et års tid efter denne oplevelse, begyndte DR2 at sende programmet “Åndernes Magt” med det clairvoyante medium Marion Dampier-Jeans. Hele familien stimlede sammen om fjernsynet, og vi læste alle sammen Marions tre selvbiografier. Holy moly, der findes ånder! Til gengæld findes der ingen død! Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt mig det før? Men nu kunne jeg heldigvis selv rode bod på den mangel i min oplæring, for jeg havde opdaget en guldgrube: Den spirituelle hylde helt nede i hjørnet af bibliotekets kælder. Her fandt jeg blandt andet Dr. Michael Newtons bøger, hvor han gennem hypnose har udforsket den åndelige verden. Endnu engang skete der et Big Bang i mit verdensbillede: Vi har levet mange gange før! Vi har en sjælefamilie! Vi specialiserer os gennem mange liv og livet mellem livene! Alt dette var mere spændende for mig end nogen fysiske fænomener. Dette her føltes meget større og meget mere meningsfuldt.
Herefter fulgte mine ungdomsår, som blev fyldt med selvstudier i personlig udvikling og spiritualitet, foredrag og besøg hos hypnoterapeuter med store indsigter og healinger til følge. Da jeg skulle vælge karrierevej, lod jeg mig guide af en indre trang til at gøre alt, hvad jeg kunne for at redde verden. Samtidig havde jeg hørt om, at antropologer kunne forske i meditation. Derfor blev det antropologi. Og det blev i Århus, fordi det var her, Lysets Hus lå, så der måtte også være endnu mere spiritualitet at komme efter, antog jeg.
Sideløbende med mine antropologiske studier, uddannede jeg mig til Reiki healer og havde meget fornøjelse af at hjælpe venner og bekendte af med deres skavanker. Mit spirituelle netværk og min horisont voksede med raketfart i denne tid, hvor jeg blandt andet kom med i foreningen Unge Spirituelle Århus, blev frivillig og sidenhen ansat ved udgravningen af de Bosniske Pyramider og var frivillig i Michael Tellingers Ubuntu Stone Circle Village i Sydafrika.
Som antropolog specialiserede jeg mig i grænsefladen mellem rationalitet og intuition gennem et case-studie af fænomenet “at leve af lys”. Til min store glæde fik jeg lov at få professor Rane Willerslev som vejleder. Han er den antropolog, jeg har set mest op til igennem mit studie, fordi han tør gå nye veje og udfordre det gængse. Dét er for mig ægte videnskab.
Da jeg blev færdiguddannet antropolog, besluttede jeg mig for at udleve mine interesser for hypnose og clairvoyance og uddanne mig til hypnoterapeut, hypnotisør og “kanal for guidekontakt”, hvilket er en form for clairvoyance, hvor man kommunikerer med åndelige mestre i “det guidede felt”. Sidstnævnte uddannelse tog jeg hos Ny Tids Shaman Karina Bundgaard.
Under et retreat med Karina Bundgaard, tilbød jeg min hjælp med eventuelle praktiske opgaver. Karina svarede, at hun havde nogle opgaver klar til mig, fordi det var meningen, at jeg skulle starte i mesterlære hos mine egne guider med vejledning fra hende. Denne mesterlære varede i 2 år, hvor jeg fulgte Karinas arbejde tæt, og samtidig var i oplæring hos mine egne åndelige guider gennem indre vejledning.
Spiritualitet er så centralt et nøgleord i min tilværelse, at jeg har konkluderet, at jeg hellere må gøre det til min levevej. Derfor har jeg nu oprettet firmaet Rie Jespersen ApS, hvor jeg tilbyder behandlinger, kurser og spirituelle rejser. Behandlingerne foregår på Egå Havvej 21, 8250 Egå.
Jeg forbløffes ofte over, hvor effektive mine værktøjer er, og der findes ikke noget bedre for mig, end når en klient går glad og lettet hjem efter en succesfuld behandling.
I 2020 blev en stor drøm realiseret, da min bog ‘De Bosniske Pyramider’ blev udgivet på forlaget Lemuel Books. Guiderne havde længe prikket til mig om at jeg skulle skrive den, og da jeg først lyttede til deres vejledning, førte flowet mig hurtigt frem til det helt rigtige forlag.
Min historie er en historie om at forfølge en indre ild, der altid har brændt i mig. Brændt for at forstå verdens mysterier og for at gøre alt, hvad jeg kan, for at forbedre verden, mens jeg er her.




